En knude i brystet!
Kvinder, der overvejer en brystforstørrende operation, tænker ofte på, om det kan have nogen betydning for risikoen for senere at få brystkræft.
Ifølge statistikken vil 10 ud af 100 kvinder, der lever til de bliver 75 år, udvikle brystkræft. Risikoen for at få brystkræft stiger med alderen, og brystkræft rammer oftest kvinder over 50 år.
Brystkræft og implantater
Mange og grundige undersøgelser har vist, at der ikke er nogen øget risiko for udvikling af brystkræft hos kvinder, der har brystimplantater.
Selvundersøgelse
Du kan på samme måde undersøge dit bryst, uanset om du har implantater eller ej. Det kan endog være lidt nemmere at mærke en knude i brystet, når du har implantater, fordi implantatet "spænder" kirtelvævet ud. Det er bedst at undersøge brystet en uge efter menstruationen, på det tidspunkt er brystet blødest.
Mammografi
Sundhedsstyrelsen anbefaler kvinder, hvis menstruationer er ophørt at få undersøgt deres bryst med mammografi hvert andet år. Kvinder der har implantater, bliver ofte tilbudt ultralydscanning i stedet for mammografi, så der ikke er risiko for at implantatet "skjuler" en kræftknude.
Mammografi anbefales hvert andet år til patienter over 50 år.
Skal man have foretaget mammografi inden man får indsat implantater?
Hvis du stadig har dine menstruationer, behøver du ikke at få foretaget en mammografi. Ved konsultationen vil du blive undersøgt for knuder i brystet, og du vil blive instrueret i, hvordan du selv kan undersøge dit bryst. Hvis dine menstruationer er ophørt, anbefaler sundhedsstyrelsen, at du får foretaget mammografi hvert andet år.